Pego Vodka

Hvis blot Peter den Store, zar af Rusland, havde haft muligheden for at smage denne helt unikke og delikate vodka fra Quinta do Pégo – en danskejet vingård i Portugals smukke Douro-dal – så havde vodkaens historie måske set anderledes ud.

I dag forbinder vi typisk vodka af topkvalitet med en spiritus, der har en neutral smagsprofil, og som kan drikkes rent eller som blandes i diverse drinks uden at tilføre smag. Målet med at producere en vodka på rødvinsdruer fra Quinta do Pégo har været et helt andet.

Fra en sjov idé til ultra-premium


Det hele startede egentlig som et sjovt eksperiment og udviklede sig efterhånden til et meget ambitiøst projekt. 2.000 liter udsøgt Quinta do Pégo rødvin, der egentlig var tiltænkt henlæggelse på franske egetræsfade, måtte vinke farvel til dvalen og roen. I stedet blev vinen destilleret ikke bare 4 gange, som ellers er typisk for premium vodka, men hele 6 gange, og efterfølgende filtreret til perfektion for at opnå det ønskede resultat.

Unik karakter


Pégo Vodka er en enestående vodka med en helt unik karakter og meget subtile duftsnuancer, der minder om røde bær, limeskal og fennikelfrø. I munden er den forførende med sin velouragtige tekstur og fine noter af marcipan, eftersmagen er lang, yderst skøn og efterlader hele smagsoplevelsen med et stærkt indtryk af behovet for at skabe en ny kategori for ultra-premium vodka. Ægte håndværk – langt fra masseproducerede vodkaer.

Douro-dalens indflydelse

Pégo Vodkas fylde og frugtige smag er tydeligvis forbundet med Douro-dalens optimale klima til bl.a. dyrkning af oliven, mandler og især vindruer. Området er præget af smukke bjerge, betagende vinterasser, floden der snor sig afsted med listig styrke, en jordbund bestående primært af Fyllit (skifer) og granit, og til tider ubarmhjertig barsk sol og tørke.

Not shaken, not stirred – sådan nydes Pégo Vodka


Pégo Vodka nydes aldeles bedst rent, enten let afkølet eller ved stuetemperatur. Den kan selvfølgelig også blandes i diverse drinks – men hvem nænner det?
Meget begrænset produktion
Der er kun produceret 570 flasker (70 cl) Pégo Vodka – et meget begrænset antal. Hvem ved, om der nogensinde bliver produceret flere? Tænk bare, hvis Peter den Store havde opdaget Douro-dalens potentiale for produktion af premium vodka…

Vingården Quinta do Pégo


Beliggende i det UNESCO fredede område i Douro-dalen kan Quinta do Pégos historie føres helt tilbage til 1548 – og måske helt tilbage til romertiden. Der findes historiske dokumenter, der bekræfter fremstillingen af portvine og rødvine af kvalitetsdruer fra vinmarkerne, der i dag er klassificeret som A-marker, den højeste score på en meget krævende vurderingsskala, der anvendes i hele dalen. Fra år 2000 og frem har vinene og portvinene fra Quinta do Pégo gang på gang høstet høj international anerkendelse. Senest i 2016 har både rødvinene og portvinene høstet guldmedaljer bl.a. ved en af de mest respekterede internationale konkurrencer, Mundus Vini. Her opnåede vingårdens flagskib ikke blot den højeste udmærkelse, dobbelt guld, men blev også udnævnt til ”Best of Show Portugal”.

Fakta om vodka


Rug, hvede, havre og byg har været de oprindelige råvarer brugt til fremstilling af vodka, især i Rusland og Polen. Senere er der også blevet brugt majs, kartofler og andre rodfrugter indeholdende stivelse. Per definition må der bruges kartofler, korn eller andre landbrugsvarer, som så gæres, og hvis resulterende produkt destilleres til et minimum af 37,5% alkohol. Pégo Vodka er fremstillet på blå vindruer, der er gæret til rødvin og derefter destilleret 6 gange og har en alkoholprocent på 40 (Vol.%).

Indhold:70 cl
Alkoholprocent:40,0 %
Kategori:Vodka
Land:Danmark
Brænderiet Enghaven logo
Forhandles i: Kontakt Conquer Spirits for nærmeste forhandler